Doris J. klager til Mogens Lykketoft

Hvilke udgifter og indtægter er der i forbindelse med den internationale beflyvning af det grønlandske luftrum? Og hvad skal der til for at Grønland selv kan overtage kontrollen med det grønlandske luftrum?
Skrevet af Karsten Sommer
09. april 2015 08:32

De spørgsmål stillede Folketingets Grønlandsudvalg på vegne af Siumuts Doris Jakobsen til Trafikministeriet helt tilbage i oktober 2014 - altså for over et halvt år siden.

I dag har Trafikministeriet stadig ikke besvaret spørgsmålet, og det er baggrunden for, at Doris Jakobsen har indgivet en klage til Folketingets Præsidium ved formand Mogens Lykketoft.

- Jeg kan have en vis forståelse for, at spørgsmålenes kompleksitet kan kræve ekstra tid til undersøgelser mellem ministerier og institutioner. Men det kan simpelthen ikke være rigtigt, at jeg stadig ikke har fået svar på mine spørgsmål over et halvt år efter de er fremsat, skriver Doris Jakobsen i sin klage.

Spørgsmålene bunder i et grønlandsk ønske om muligvis at overtage kontrollen med den internationale overflyvning af luftrummet over Grønland.

- Og de manglende svar har derfor betydet, at jeg ikke har kunnet arbejde videre med dette ønske, og dermed ikke kunnet udføre mit politiske arbejde i dette spørgsmål. Derfor vil jeg bede Præsidiet gribe ind nu og sikre, at jeg og Grønlandsudvalget får svar på vores spørgsmål omgående, slutter Doris Jakobsen sit klagebrev til Mogens Lykketoft.