DONG 2 snyder bare grønlænderne

Hvis et statsligt selskab, et såkaldt DONG 2, skal være med i spillet om retten til at udvinde råstoffer i Grønland, er der risiko for at de forsinker de igangværende projekter. Derudover er det usikkert om Grønland overhovedet får noget ud af et sådant foretagende. Det mener økonomiprofessor, Torben M. Andersen.
Skrevet af Apollo Jeremiassen
24. januar 2013 06:40

Først og fremmest giver det kun mening at lade et statsligt selskab operere i den grønlandske undergrund, hvis Grønland får en økonomisk fordel ud af det, påpeger Torben M. Andersen.

- Hvad kan en sådan konstruktion bidrage med, som er anderledes eller skaber mere værdi i forhold til de ting, der er i spil? Og det vil jo enten være hvis man kan stille kapital til rådighed på mere favorable vilkår eller kan bringe ekspertise ind, eller kombinationen af de to ting, som gør at man kan få noget, der er mere værdiskabende, siger økonomiprofessor Torben M. Andersen.

Med formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, i spidsen, foreslog danske oppositionspolitikere forleden at etablere et nyt statsligt selskab, der skal sættes ind i spillet om retten til at udvinde i den grønlandske undergrund. En del af finanseringen skal komme fra danske pensionskasser og store danske virksomheder. Og om de vil nøjes med en mindre gevinst fra grønlandske projekter end de får gennem investeringer andre steder er tvivlsomt, mener Torben M. Andersen.

Derudover er det væsentligt at et statsligt engagement ikke forsinker processen.

- Fra et grønlandsk synspunkt, så er det selvfølgelig helt afgørende om, det er noget der gør en forskel. Og det er selvfølgelig også afgørende, om det er noget der forsinker processen, fordi arbejdet med projekter er noget, der har kørt længe nu.  Og jeg må sige, at hvis der var så oplagte muligheder for at tilbyde noget, så har man (fra dansk side, red.) jo haft tid til det, siger professor i økonomi og formanden for Skatte- og Velfærdskommissionen her i Grønland, Torben M. Andersen.