Dom til hjemmerøverne i Aasiaat

Aasiaat Kredsret har afsagt dom over 6 unge hjemmerøvere, som overfaldt en 69-årig mand i begyndelsen af oktober måned.
08. november 2010 11:30

5 af de 6 unge røvere har fået anstaltsanbringelse på op til 7 måneder, mens den yngste mand på 17 år får tilsyn fra de sociale myndigheder på grund af sin lave alder.

Overfaldet fandt sted i begyndelsen af oktober i en tilhørende lejlighed hos entreprenørfirmaet Egedesminde i Aasiaat.

Her trængte overfaldsmændene ind i firmaets lejlighed efter at have knust et vindue på første sal.

I lejligheden blev en 69-årig beboer overfaldet og frarøvet nogle kasser øl og en mobiltelefon, inden overfaldsmændene flygtede fra stedet.

I sidste uge faldt så dommen mod overfaldsmændene efter to dages retssag i Aasiaat Kredsret, der i denne sag var flyttet til Sømandshjemmet, da kredsretten i Aasiaat var for lille til alle tiltalte og bisiddere.

Uddannede bisiddere fra Qaanaaq, Nuuk, Ilulissat og Sisimiut var ligeledes blevet hentet til byen, da Aasiaat kun havde én uddannet bisidder.

To overfaldsmænd, en ung mand på 19 år og en ung kvinde på 20, får begge en såkaldt anstalts påbegyndt dom, der begynder med 3 måneders anstaltsanbringelse og efterfølgende 1 års tilsyn fra kriminalforsorgen. Mens en 21-årig mand får 5 måneders anstaltsanbringelse. De to sidste unge mænd, begge i tyverne, har fået 7 måneders anstaltsanbringelse for flere forhold end røveriet.

Anklagemyndigheden havde krævet mellem 1 år og 15 måneders anstaltsanbringelse til hjemmerøverne og overvejer derfor at anke kredsrettens dom. En af de unge har anket dommen til landsretten.