Nordisk undersøgelse: Dobbelt så mange dør af kræft i Grønland

Hvis du får stillet en kræftdiagnose her i landet, er risikoen for at dø af sygdommen dobbelt så høj sammenlignet med de andre lande i Norden. Det viser et nyt forskningsprojekt.
Arkivfoto Foto © : Google Street View
Skrevet af Kenneth Elkjær
12. september 2018 05:47

Umbreen Yousaf, overlæge i onkologi ved Haugesund Sygehus i Norge, står bag det nye studie, som hun har lavet i samarbejde med Kræftens Bekæmpese og Institut for Folkesundhed.

Hun er chokeret over sin egen forsknings resultater, fortæller hun i en pressemeddelelse fra Kræftens Bekæmpelse.

- Det er rystende, at dødeligheden er så meget højere end de andre nordiske lande. Det er en alvorlig situation, og vi må i gang med at se på årsagen til det, siger Umbreen Yousaf.

I Grønland var der i perioden 1983-2014 204 kvinder og 229 mænd ud af 100.000 der døde af kræft. I de øvrige nordiske lande viser de tilsvarende tal, at 97 kvinder og 135 mænd ud af 100.000 døde af kræft.

LÆS OGSÅ Kræftpatienter oplever sociale og økonomiske problemer

Undersøgelsen viser også, at befolkningen her i landet bliver ramt af andre typer af kræft i forhold til resten af norden.

Vi har en langt højere risiko for at dø af kræft i åndedrætsorganerne som eksempelvis lungerne og kræft i fordøjelsesorganerne som mave, lever og bugspytkirtel.

FAKTA

I Grønland med 55.000 indbyggere er der cirka 200 kræfttilfælde og 110 kræftdødsfald årligt. 

Der var 4.716 nye tilfælde af kræft og 3.231 dødsfald i hele perioden (1983-2014) i Grønland.

Til gengæld er risikoen for at bliver ramt af prostatakræft, brystkræft og modermærkekræft mindre i Grønland.

Generelt er der flere og flere, der bliver ramt af kræft her i landet, viser undersøgelsen, der har samlet data fra 1983 til 2014.

Ifølge Umbreen Yousaf skyldes det, at den vestlige levevis har vundet indpas.

- Hvor grønlænderne tidligere har levet af mad fra havet, spiser de nu i højere grad fed og sukkerholdig mad, og det har en indvirkning på risikoen for at udvikle kræft, fortæller Umbreen Yousaf.

Hun nævner også vaner som rygning og alkohol som en faktor.

Forskerne bag undersøgelsen mener, der er et klart behov for at styrke indsatsen mod kræft i Grønland og blive klogere på årsagerne til den høje kræftdødelighed i landet.

- Man burde se mere detaljeret på, hvordan forløbet er for udredning, behandling og opfølgning af kræftpatienter i Grønland. Det vil give indsigt i, hvor man kan sætte ind for at komme den høje dødelighed til livs, siger Umbreen Yousaf.

LÆS OGSÅ Flere og flere rammes af tarmkræft