DMI laver ultra-nøjagtig vejrudsigt for Tasiilaq

DMI har nu udviklet nyt udstyr, der kan lave ultra nøjagtige vejrmodeller, specielt for Tasiilaq.
Tasiilaq på den grønlandske sydøst-kyst, er meget udsat hvad angår storme. Derfor er varsling yderst vigtig for byen, og en forbedring af vejrprognoserne vil få stor værdi for samfundet
Skrevet af Karsten Sommer
15. november 2018 08:40

Varsling af vejret i den østgrønlandske by er nemlig en udfordring på grund af det meget varierede terræn, der er med til at frembringe de frygtede piteraq-storme, skriver DMI.
 
Vindforholdene under piteraq´er kan variere på meget korte afstande, og kan derfor være svære at forudsige i forbindelse med varsling af voldsomt eller farligt vejr.

LÆS OGSÅ Piteraq lukker skoler og institutioner i Tasiilaq

For at blive bedre til at forudsige Piteraq’en og de variationer, de kan medføre, har DMI, Dansk Meteorologisk Institut, nu lavet en ny og meget detaljeret vejrmodel, specifikt for Tasiilaq.

Foto © : DMI
Det blæser ofte med en kold vind som løber fra indlandsisen og ud mod kysten. Når denne forstærkes, kan det blive til ekstremt kraftige vinde. Foto: DMI.

Vejrmodellen hedder Harmonie-TAS og måler vejrsituationen med en afstand for hver 750 meter, hvilket er den korteste skala på verdensplan indenfor vejrmodeller. Til sammenligning er DMI’s daglige målingsmodeller for Danmark og Grønland på 2,5 km.

LÆS OGSÅ Piteraq-stormen ramte Tasiilaq hårdt

- En vejrmodel med så kort afstand mellem beregningspunkterne er helt usædvanligt og helt afgørende for områder med store variationer i terrænet som Tasiilaq, siger Xiaohua Yang, ledende forsker inden for vejrmodeller ved DMI.
 
- Og det er helt sikkert, at vi arbejder videre med lignende korte afstande mellem målepunkterne for flere grønlandske kystbyer for at forbedre varslerne for særligt udsatte områder, tilføjer han.
 
Med den kortere afstand mellem beregningspunkterne er det nemmere at efterligne bjerge og dale i og omkring Tasiilaq, og derved bliver vejrprognosen også markant bedre, lover DMI.