Direktøren for Naturinstituttet får Rink-medaljen
Bestyrelsen for ”Det Grønlandske Selskab” i Danmark har tildelt direktør på Grønlands Naturinstitut, Klaus Nygaard, Rink-medaljen.
Rink-medaljen uddeles til personer, der på en helt særlig måde har givet et bidrag til den videnskabelige forskning i Grønland, eller som på en anden måde har gjort en betydningsfuld indsats for det grønlandske samfund.
Og det har Klaus Nygaard til fulde levet op til, lød det fra formanden for Det Grønlandske Selskab, Johnny Fredericia, i sin tale til prismodtageren.
- Du har været inspirator og skabt den mest betydningsfulde forskningsinstitut i Grønland. Og samtidig gjort det med forståelse for, at forskningen skal have kvalitet og uafhængighed, men også relevans for det samfund den er en del af, lød det fra Johnny Fredericia.
- Du har også skabt politisk opbakning og accept af jeres rådgivning i fiskerierhvervet, selv om de foreslåede kvoter måske sjældent vækker begejstring, fortsatte han.
Med Rinkmedaljen er Klaus Nygaard kommet i fornemt selskab med personer, der ligeledes har modtaget Rinkmedaljen.
Det gælder personligheder som Robert Petersen, Minik Rosing, Lauge Kock, Ejner Mikkelsen, Eigil Knuth, Frederik Nielsen, Sara Helms, Christian Berthelsen og Jens Rosing.
Hinrich Johannes Rink var en dansk geograf, geolog og grønlandsforsker, der kom til Grønland i 1848 og fik stor betydning for udviklingen her i landet.