DIIS-rapport frikender den tidligere regering for dobbeltspil

Danske embedsmænd spillede ikke dobbeltspil i sagen om CIA’s ulovlige flyvninger i grønlandsk luftrum. Det konkluderer uvildig undersøgelse. Læs hele rapporten.
Skrevet af Martine Lind Krebs
29. maj 2012 06:22

- Påstanden om dobbeltspil savner ethvert grundlag, konkluderer forskerne fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i rapporten ’Et er jura at forstå, et andet land at føre’, som er blevet offentliggjort her til morgen.

DIIS har haft et halvt år til at undersøge påstande om, at danske embedsmænd under den tidligere regering spillede dobbeltspil, når de over for offentligheden gav udtryk for, at man afkrævede amerikanerne svar om flyene, og over for amerikanerne gav udtryk for at ville dysse sagen ned. Sådan kunne et lækket notat fra den tidligere amerikanske ambassadør James P. Cain læses.

Men DIIS-rapporten afviser altså beskyldningerne. Amnesty International har gentagne gange kritiseret forløbet, og de er ikke overraskede over konklusionen. - Den kommer ikke bag på os, fordi DIIS har været så begrænset i sit mandat til at foretage en tilbundsgående undersøgelse, siger pressechef Ole Hoff-Lund til Politiken.

Bag rapporten står chefkonsulent Morten Heiberg, sammen med emeritusforsker Svend Aage Christensen og to ph.d.-studerende Mikkel Runge Olesen og Gry Thomasen. Den forhenværende landsdommer Jørgen Jochimsen har ydet ekstern bistand.