Digtsamling nomineret til fornem pris

Tungutaq Larsens digtsamling ’Nittaallatut’ (Som snefnug) er blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Den prestigefyldte pris er blevet uddelt siden 1962 og fejrer således 50 års jubilæum. Prisen er endnu ikke gået til en grønlandsk forfatter.
Skrevet af Louise M. Kleemann
08. december 2011 09:12

Tungutaq Larsen er journalist ved KNR, hvor hans område er kulturelle udsendelser. Han har tidligere udgivet "En grønlænders primitive strøg", men foretrækker nu at skrive på eget sprog.

- Man kan sige, at hans digteriske univers bevæger sig både i hans indre stemninger og hans omgivelser, samt et øje mod den store verden. Hele digtsamlingen set under et, er det en læsning, der giver læseren en del at tænke over. Ganske vist kan hele værket karakteriseres som en smal udgivelse, men udgivelser af denne art er tit meget givende. Det skriver forfatter Hans Anthon Lynge i sin omtale af den nominerede digtsamling

Digtsamlingen ’Nittaallatut’ er udgivet af Forlaget Atuagkat.

Prisvinderen udvælges ved bedømmelseskomitéens møde i Reykjavik i foråret 2012. Prisen uddeles i forbindelse med Nordisk Råds session, som i 2012 afholdes i Helsinki i begyndelsen af november.

Nordisk Råds Litteraturpris bliver uddelt hvert år. Med prisen følger 350.000 danske kroner.