Digitalisering af lærebøger ønskes

Medlem af Inatsisartut Knud Fleischer fra Kattusseqatigiit Partiat vil gerne have lærebøger gjort tilgængelige på internettet. Og det vil Naalakkersuisut såmænd også gerne. Men det er ikke bare sådan lige at gøre det.
14. juli 2012 14:36

Det fremgår af et §37-svar fra Naalakkersuisoq for Uddannelse, Palle Christiansen. Grønland er nemlig bundet af de gældende ophavsretsbestemmelser på området. Og det betyder i praksis, at en digitaliseret offentliggørelse af lærebøger kun kan ske efter aftale med forfatteren eller forfatterne.

Ifølge Palle Christiansen kan en forfatter f. eks. godt at givet tilladelse til udlån af sine lærebog fra et offentligt bibliotek. Men det er ikke ensbetydende med, at biblioteket har tilladelse til at stille bogen til rådighed på nettet. Ikke - med mindre at det er aftalt.

- Det er kun muligt frit at digitalisere bøger, hvor ophavsretten er udløbet. Og det vil sige, hvor der er forløbet mere end 70 år fra tidspunktet for forfatterens død, siger Palle Christiansen.

Grønland betaler for en aftale med ophavsretorganisationen Copy Dan, og dén aftale indebærer, at det er tilladt at kopiere op til 20 pct. af en lærebog til undervisningsbrug. Men aftalen med Copy Dan står overfor en  fornyelse, og Instituttet for Uddannelsesvidenskab Inerisaavik har indledt et samarbejde med et færøsk skolebogsforlag NAM om at få digitaliseret så mange skolematerialer som muligt i Danmark i samarbejde med danske forlag, forklarer Palle Christiansen.

Han gør iøvrigt opmærksom på, at enhver borger har mulighed for at købe alle tilgængelige undervisningsmaterialer, men folkeskolerne får dem leveret gratis.

Bøgerne under Inerisaaviks forlagsvirksomhed ejes også af forfatterne.

- Og det skønnes, at man må regne med at skulle udbetale mellem 2,5 og 3 millioner kroner ved en eventuel digitalisering af bare 10-25 procent af omkring 500 aktuelle titler. Der er derfor umiddelbart ikke nogen planer om en 100 pct.'s digitalisering af 500 komplette titler. Det vil være alt for kostbart, fastslår Palle Christiansen i sit svar til Knud Fleischer.