Diego Maradona er død af hjertestop

Den tidligere fodboldspiller Diego Armando Maradona er død af et hjertestop, bekræfter hans advokat.
Siden Maradona indstillede sin aktive karriere i 1997, har han løbende været inde og ude af hospitaler. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
25. november 2020 15:48

En af tidernes største og bedste fodboldspillere gået bort. 

Diego Maradona er død af et hjertestop i en alder af 60 år. Det skriver det argentinske nyhedsmedie Clarin.

Han havde sin storhedstid i Napoli, som han førte til det italienske mesterskab i 1987 og 1990. Han repræsenterede også de spanske klubber Barcelona og Sevilla samt argentinske Argentinos Juniors, Boca Juniors.

Argentina blev verdensmester

Den klejne, men kropsstærke argentiner regnes af mange som en af de bedste fodboldspillere i historien, hvilket hans suveræne præstation ved VM i 1986 ofte tilskrives en del af æren for.

Næsten egenhændigt sørgede han for, at Argentina blev verdensmester. 

Undervejs i slutrunden scorede han både et uforglemmeligt solomål og et lige så uforglemmeligt mål med "Guds hånd".

Karriere slut i 1997

Siden Maradona indstillede sin aktive karriere i 1997, har han løbende været sundhedsmæssigt udfordret, og han er røget ind og ud af hospitaler.

Det har blandt andet været konsekvensen af en hang til både alkohol og stoffer.

Landets præsident, Alberto Fernandez, siger, at Maradona vil blive mindet med tre dages landesorg.