Didda om jordskælv i Sydgrønland: Min seng rystede

I nat sendte endnu et jordskælv i Sydgrønland rystelser rundt i undergrunden. Det tredje på under en måned, der kunne mærkes i Nanortalik.
På kortet er alle 75 jordskælv registreret som røde prikker, mens jordskælvet den 27. januar 2022 er markeret med en gul prik. Foto © : GEUS
27. januar 2022 18:30

- Min seng rystede. Sådan plejer det at være, når der er jordskælv.

Det fortæller Didda Isaksen fra Nanortalik. Hun er efterhånden ved at vænne sig til rystelser fra jordskælv.

Nattens jordskælv er nemlig det tredje i rækken af jordskælv i Sydgrønland alene i januar.

De to forrige skete den 15. og den 19. januar i samme område omkring 60 til 70 kilometer fra Nanortalik. 

Men selv om det altså er et godt stykke fra beboede områder, har skælvene sendt rystelser, som folk i både Nanortalik og Narsaq har kunne mærke. 

Hos Didda Isaksen i Nanortalik rystede vinduerne, ligesom radiatorerne også gav lyd fra sig i forbindelse med de to forrige jordskælv, fortæller hun til KNR.

Lidt større jordskælv end normalt

Trine Dahl-Jensen er seniorforsker ved De Natioanle Geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland.

Hun forklarer, at GEUS har modtaget meldinger fra borgere i både Nanortalik og Narsaq, der har mæket rystelser fra jordskælvene. 

De tre jordskælv i januar havde alle en størrelse på 4,5 på Richterskalaen. De opstod i et område, hvor der jævnligt er jordskælv. Faktisk er der i de seneste 40 år sket cirka 75 jordskælv på over 3 på Richterskalaen i netop i dette område i Sydgrønland.

Men de seneste tre jordskælv var altså lidt større end normalt.

- Det her er lidt større jordskælv i Grønland, men samtidig er det jo et meget almindeligt jordskælv på globalt plan. Der sker mange af dem hver dag på globalt plan, siger hun. 

Tre på stribe i januar

Men tre jordskælv på under en måned fik alligevel seniorforskeren til at spærre øjnene op.

- Jeg tænkte: "Hold da op, nu får vi tre på en gang". Men så satte jeg mig ned og kiggede på vores statistik og kunne se, at det faktisk er sket et antal gange før, at vi har fået sådan en stribe af jordskælv i løbet af ikke så forfærdelig lang tid, siger Trine Dahl-Jensen.

Jordskælv i grupper på tre til fem skete for eksempel i vinteren 2012-13 og tilbage i december 2005.

Ifølge GEUS kan der godt ske yderligere jordskælv af samme størrelse, som de jordskælv, der er sket de seneste uger. 

Det største jordskælv i Sydgrønland skete i 1998 og var på 5.0 på Richterskalaen. Det svarer cirka til, at jordskælvet fra 1998 var seks-syv gange større, end det seneste på 4,5.