DHL-stafetten i Nuuk 7. juni

For anden gang har firmaer og private mulighed for at deltage i DHL TELE-POST stafetten, der er en 5 x 5 km stafet, som foregår i centrum af Nuuk. Løbet, der kaldes ”Verdens største motionsløb” arrangeres af DHL, TELE-POST, NS84 og Grønlandsbanken.
Foto © : KNR/Arkiv
Skrevet af Peter Troelsen
30. maj 2012 07:09

Så er der mulighed for at kombinere det sure med det søde, eller rettere kombinere sund motion med god mad og socialt samvær. De deltagende hold vil alle modtage en madkurv, som kan nydes i fællesskab efter deltagerne har været fysisk aktive, og til tonerne af TELE-POST Band.

- For TELE-POST er stafetløbet en mulighed for at understrege vores gode samarbejde med DHL samt at give folk en mulighed for at kombinere motion med socialt samvær, siger HR-chef Karl-Henrik Simonsen fra TELE-POST.

Blandt arrangørerne er NS 84, der ellers mest er aktive i skisæsonen, men klubben ser her en mulighed for at markere sig med andet end skisport.

Dagens fysiske strabadser starter kl. 18.00 fra Inussivik, hvor der også inden løbet udleveres madkurve til de deltagende hold. Præmierne et sponsoreret af Grønlandsbanken, som også sørger for, at der er frivillige på ruten for at hjælpe til.

Der er også mulighed for lidt godt til ganen for tilskuerne, der kan købe mad og drikke under stafetten, og for børnene er der en hoppeborg, der kan hjælpe med at fordrive tiden imens far og mor motionerer.

Tilmelding af stafethold på dhl-telepost.gl senest fredag d. 1. juni.

Se ruten her: http://dhl-telepost.gl/2012/wp-content/uploads/2012/05/TP_DHL_stafetrutekort_2012.pdf