DF: Forkert ikke at ringe til Kuupik

Det var forkasteligt, at den danske regering ikke orienterede Grønland og Færøerne om beslutningen om at gå i krig i Libyen, mener Dansk Folkeparti.
Skrevet af mlk
11. maj 2011 08:28

Partiets grønlandsordfører, Søren Espersen, vil have statsministeren til at sørge for, at Naalakkersuisuts formand og lagmanden på Færøerne fremover med det samme får besked om alle væsentlige udenrigs- og sikkerhedspolitiske beslutninger.

- Det er Rigsfællesskabet, der går i krig, og der er både færøske og grønlandske soldater med. Så det mindste man kan gøre er at gribe gaflen og ringe. Og det skal ske lynhurtigt, så de ikke skal læse om det i avisen, siger han her til morgen til KNR.

Søren Espersen er forarget over, at dette ikke skete, da Folketinget besluttede sig for at gå i krig i Libyen.

Som det er i dag har regeringen pligt til at orientere Udenrigspolitisk Nævn ved den slags beslutninger, og der sidder de grønlandske og færøske folketingsmedlemmer med. Men det er ikke nok, mener Søren Espersen.

- Det er væsentligt, at de to landes ledere får besked med det samme, siger han.