Det offentlige skal vide mere om ungdomsarbejdsløshed

34 unge fra hele landet deltog i weekenden i Ungdomsparlament 2015. Her kom de unge med flere forslag til, hvordan man kan mindske ungdomsarbejdsløsheden i landet.
Foto © : Nils Baum, Bureau for Inatsisartut.
18. februar 2015 12:42

I weekenden deltog i alt 34 unge fra hele landet i Ungdomsparlament 2015.

Her brugte de søndag eftermiddag til at debattere om ”Ungdomsarbejdsløshed: Hvad kan vi gøre mod en voksende ledighed blandt unge?” i landstingssalen.

Anstrengelserne resulterede i et slutdokument med i alt 16 forslag, der efter samlingen blev overrakt til formand for Inatsisartut Lars-Emil Johansen og formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen.

 

Arbejde andetsteds

Blandt de unges forslag er blandt andet et forslag om en oplysningskampagne, der skal få unge til at overveje at flytte til andre byer eller bygder for at finde arbejde.

- Vi vil gerne gøre det tydeligt for alle ved at lave plakater og måske en lille film om, hvad det indeholder, når man flytter til en anden anden bygd eller by, og hvilke muligheder der er for det, fortæller 20-årige Hansigne Broberg fra Qeqertassuaq, der var en af deltagerne i Ungdomsparlamentets debat, til KNR.

 

Overvågning af unge

Et andet forslag blandt de unge er at lave en elektronisk opfølgning af elever i folkeskolen med afgangseksamen og elever, der er gået ud af folkeskolen før tid, for at hjælpe dem i arbejde.

-Efter folkeskolen er der mange unge, der forsvinder ud af systemet, så man ikke ved, hvor de er. Og det vil vi gerne stoppe, fordi vi bliver nødt til at vide, hvor de unge er, og hvad de laver, for at hjælpe dem, siger Hansigne Broberg.

 

Samfundstjeneste fremfor bistand

Derudover forslår de unge også, at arbejdsledige unge på bistand, som afviser at tage et arbejde, de bliver tilbudt, for tredje gang, skal i samfundstjeneste.

- Hvis man skal have penge fra landskassen, så skal man også gøre noget for sit land, i stedet for at tjene penge på at gøre ingenting, fortæller Hansigne Broberg.

Hun er selv gået ud af 3. G og planlægger at videreuddanne sig til enten jurist eller tandlæge efter sommerferien.