Nunatta Qitornai: Det handler ikke om ministerposter
Overdragelse af ansvar og kompetencer til Grønland og Færøerne. Det er vigtigere end en minister for Arktis, mener Nunatta Qitornai. Det kræver at Grønland kommer med en prioriteret liste over hvilke sagsområder, landet ønsker at overtage.
- Det vigtigste kan ikke være, at Grønland får en ministerpost, men at der arbejdes på en tidsplan for overtagelse af sagsområder. Men det kræver, at Naalakkersuisut sammen med den kommende danske regering hurtigt bliver enige om en plan, skriver Aleqa Hammond i en pressemeddelelse.
Helt konkret går Nunatta Qitornai til valg på overtagelse af levnedsmiddelområdet, arbejdsmiljø, udlændinge-området samt ansvaret for luft- og søterritoriet. Men det hele forudsætter øget økonomisk råderum, hvorfor det haster med flere indtægter til Grønland.
Det gælder blandt andet større afkast af fiskeressourcerne, større bidrag fra turismen med flere lokale jobs og større aktivitet på råstofområdet, blandt andet i Sydgrønland, foreslår Aleqa Hammond:
- Kort sagt skal Grønlands indtjening øges hurtigt. Så kan vi derefter snakke om større kompetence til landet.