Det grønlandske skriftssprog er i fare

I forbindelse med udarbejdelsen af bogen "From oral tradition to rap" så litterat og lektor ved Ilimmarfik Karen Langgård og medforfatter Kirsten Thisted på, hvad der er sket med den grønlandske litteratur de seneste år. Og det er ikke ret meget, måtte de konstatere.

- Der udkommer meget lidt prosa, og slet ikke fra unge mennesker, der udkommer lyrik, men ikke rigtig nogen romaner - Aaju kommer med noget, Korneliussen kommer med nogle noveller, men ikke noget fra de helt unge, lyder Karen Langgårds beklagelige status over den litterære situation her i landet. Og det er et kæmpestort problem, mener hun.

- Så når vi siger at grønlandsk er et meget levende sprog, er det rigtigt, men jeg ser som underviser på universitetet og som læser af dagspressen osv. med meget stor bekymring på, at grønlandsk ikke bruges som det sprog, man skriver den oprindelige version i, og så oversætter den. Så det er meget katastrofalt for sproget, siger Karen Langgård.

Men hvad er så grunden til tingenes tilstand?

Der er flere, tror Karen Langgård. For det første er problemet selvforstærkende. Når der ikke bliver skrevet nok, er der heller ingen steder at hente inspiration og motivation fra. Og det efterlader det grønlandske sprog i en meget lidet flatterende position.

- De unge mennesker får ikke skrevet nok. Og der er ikke noget levende skriftmiljø efterhånden i det her land. Hvorfor skulle de læse dårlige grønlandske oversættelser? Og hvorfor skulle de selv skrive? Altså det er et meget dårligt mønster at sætte op for de unge mennesker, at grønlandsk, det er sådan noget, der bruges til oversættelser.

Og så kan det også godt spille ind, at en så overvejende del af den grønlandske litteratur har kredset om det etniske, det nationale, og om de grønlandske samfundsproblematikker - selvom det i virkeligheden slet ikke er det, vi gider at læse, er Karen Langgårds indtryk.

- Hvad læser folk? Meget tit udenlandske kriminalromaner og sådan noget, mens de siger at grønlandske bøger bør handle om grønlandske forhold. Ja, men de kunne måske også bare få lov til at være spændende eller sjove. Der er nogle bindinger fra gammel tid på grønlandsk litteratur, sådan som jeg ser det. Og der ligger måske et pres der. 

Men man skal heller ikke glemme at litteraturen også er presset på grund af stigende konkurrence fra andre medier, pointerer Karen Langgård. Og sidst men ikke mindst påpeger hun, at det at holde liv i den grønlandske sprog også er et økonomisk spørgsmål, der er underprioriteret fra politikernes side.

Bogen 'From Oral Tradition to Rap', der omtales i begyndelsen af indslaget, er udgivet af Ilisimatusarfik/Forlaget Atuagkat og udkom i september.