Anklager: Det er kun toppen af isbjerget

De syv tiltalte i den store hashsag har været med til at smugle langt mere hash ind i landet, end de er tiltalt for. Sådan lød det fra senioranklageren i sagen, som her i weekenden gik i den sidste fase.
Skrevet af Jonas Fievé
23. juni 2018 18:28

Da senioranklager Tobias Berg tog ordet for den afsluttende procedure startede han med at henvise til et debatindlæg, som kaldte hashsagen for Grønlands største fupsag.

Det var han sådan set enig i da, da han mente, at de syv tiltalte havde medvirket til langt mere indsmugling af hash, end de i sagen var tiltalt for.

Det var dog ikke noget man hos anklagemyndigheden kunne dokumentere, så derfor endte de seks med at være tiltalt for indsmugling af 63 kilo hash, mens den syvende person - en kvinde - er tiltalt for at have medvirket til at indsmugle 27 kilo hash.

LÆS OGSÅ Tiltalt i hashsag havde mobiltelefon i cellen

De tiltalte kom med søforklaringer

Efterfølgende gennemgik senioranklager Tobias Berg tiltalen for de syv personer, og argumenterede for, hvorfor anklagemyndigheden mente, at de skulle dømmes for medvirken til indsmugling af hash.

Senioranklageren gjorde flere gange retten opmærksom på, at han opfattede de tiltaltes forklaringer som både utroværdige, usammenhængende og løgnagtige.

LÆS OGSÅ Hashsag nærmer sig sin afslutning

Han mente blandt andet, at politiets telefonaflytninger modbeviste de tiltales påstande om, at de næsten ikke kendte hinanden.

Lørdag og søndag står den på procedure, hvor anklagemyndigheden og derefter forsvarene for de syv fremlægger deres udlægning af beviserne i sagen.