Det er ikke fedt at være fed

Overvægtige rundt omkring i verden bliver i højere grad end tidligere mobbet og vurderet negativt. Det viser en ny undersøgelse fra Arizona State University.
Skrevet af Karsten Sommer
27. april 2011 06:32

Forskerne har indsamlet data fra 10 forskellige lande, også fra samfund, hvor lidt ekstra sul på kroppen ellers traditionelt er blevet anset som noget positivt.

- Tidligere foretrak mange samfund tykkere kroppe. Tykke kroppe blev anset som udtryk for succes, frugtbarhed, velstand og skønhed, siger Alexandra Brewis, der er medforfatter på undersøgelsen til videnskab.dk

Men den holdning er ved at ændre sig drastisk. Resultaterne fra undersøgelsen viser nemlig, at overvægtige og fede folk i dag i højere grad bliver set som grimme, dovne og uden selvkontrol.

Og de værste tanker om fede og overvægtige findes i de lande, hvor folk først for nylig er begyndt at se negativt på fedme.

Et eksempel er det lille amerikanske øsamfund Samoa, hvor fedme så sent som i 90´erne blev anset for et skønhedsideal. I dag er mobning af fede udbredt på Samoa.

- Det har ændret sig meget hurtigt. I dag anser folk på Samoa fede folk er dumme,« siger Alexandra Brewis.

Forskerne mener, at globale sundhedskampagner kan have spillet en vigtig rolle for de nye skønhedsidealer.