Grønlandske politikere i Københavns Lufthavn: Det er en historisk dag

Det at der nu kan komme fly fra hele verden til Nuuk bliver både til glæde for de enkelte, som rejser - men også hele landet, fortæller grønlandske politikere i Københavns Lufthavn.
For første gang kan man flyve direkte fra Københavns Lufthavn til Nuuk. Foto © : DR
Skrevet af Kim Hinrichsen
28. november 2024 11:04

Klokken 9.35 i dag lettede Atlantflyet fra København med kursen mod Grønland.

Og helt historisk lander flyet ikke i Kangerlussuaq, men i Nuuk. 

Men inden flyet lettede, mødte Danmarks Radio et par velkendte turister, som var klar til at hoppe på flyet mod Nuuk.

Historieskrivning højt oppe i himlen

Og blandt de rejsende var naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Kim Kielsen, som DR fangede til en kommentar, kort før han gik ombord på flyet:

- Det er jo en spændende dag. Det er noget, vi selv har været med til at sætte igang. Så det er spændende. 

Foto © : DR

Og den tidligere formand for naalakkersuisut var i det historiske hjørne og huskede tilbage til dengang, hvor der blev åbnet en forbindelse mellem Kangerlussuaq og Los Angeles: 

- For 70 år siden i november måned kom Polarruten til Grønland. Den første flyforbindelse nogensinde på en regnfuld novembermorgen, skrev de dengang i avisen. Så det er rigtigt spændende.

Kommer i kontakt med verden

En anden politiker, som var at finde i lufthavnen var IA's Asii Chemnitz.

Hun var der sammen sit barnebarn Noa og gjorde sig klar til at gå ombord på flyet.

Og det glædede de sig helt gevaldigt til.

- Det betyder rigtigt meget at kunne nøjes med at flyve fem timer og så lande derhjemme. Det er er en fantastisk, historisk dag, vi får lov til at deltage i. Det er helt, helt fantastisk. 

Foto © : DR

Men det er ikke kun godt for Asii Chemnitz og hendes barnebarn, at de nu komme hurtigere hjem.

Det er en god nyhed for hele landet, fortæller hun: 

- Vi bliver mere tilgængeligt som land. Det har vi rigtigt meget brug for i en globaliseret tid, hvor vi bestræber os på at være i mere kontakt med omverdenen. Så det er stort.