Det danske Folketing åbner i dag

I disse minutter er Dronning Margrethe ankommet til Folketinget og det medlem, der har siddet længst i Folketinget, forestår den officielle åbning.
Skrevet af Karsten Sommer
06. oktober 2009 06:08

Det er i år de radikales Niels Helveg Petersen, der står for åbningen, efter at Folketingets tidligere nestor, socialdemokraten Svend Auken, for nyligt døde.

Ved dagens åbning er kun det ene grønlandske folketingsmedlem, Juliane Henningsen til stede, efter at Siumuts Lars-Emil Johansen, har måttet søge orlov pga. sygdom.

Folketinget kan først på torsdag tage stilling til Lars-Emil Johansens ansøgning om sygeorlov. Når den er godkendt, forventes Siumuts Doris Jakobsen at varetage pladsen som Grønlands andet medlem, så længe Lars-Emil Johansen er sygemeldt.

Senere i dag holder statsminister Lars Løkke Rasmussen sin åbningstale.