Det bliver dyrere at ringe til nummeroplysningen 118

TELE-POST vil have flere penge, når deres abonnenter fremover kalder nummeroplysningen 118.
02. december 2013 06:20

I dag koster det 5 kroner, når man ringer for at få oplyst et nummer, men TELE-POST har nu ansøgt Telestyrelsen om en takstændring,  så det i stedet for 5 kroner i fremtiden skal koste 16 kroner!

En stigning på mere end 300 procent!

Nummeroplysningen 118 er en døgnbemandet telefonservice, der giver mulighed for, at borgerne her i landet kan få oplyst telefonnumre. 

Men problemet er at en sådan døgnservice kræver et rigtigt levende menneske i den anden ende af røret - og det koster penge i form af løn, nattillæg etc.

TELE-POST skriver på sin hjemmeside tele.gl at ønsket om takstændring skyldes, at den nuværende takst kun dækker ca. 30 % af TELE-POSTs omkostninger til opretholdelse af den døgnbemandede tjeneste.

Og TelePost oplyser yderligere ansøgningen til Telestyrelsen, at en takst på 16 kr. er det samme som det koster, at benytte tilsvarende nummeroplysnings-tjenester i f.eks. Danmark.

Faktisk mener TELE-POST at tiden er løbet fra nummeroplysningen 118

I dag er det nemlig også muligt at få oplyst telefonnumre på hjemmesiden www.118.gl - der er også en sms service på nummeret ”118” samt endenlig den gratis landsdækkende telefonbog, der hvert år omdeles til samtlige husstande i Grønland.