Det østlige Uummannaq kan igen drikke vand fra hanen

Vandhanevandet i den østlige del af Uummannaq er nu igen godkendt som drikkevand. Den vestlige del af byen er forsat ikke godkendt.
Nukissiorfiit og Departementet for Natur og Miljø har tirsdag meddelt, at vandet i vandhanerne i den østlige del af byen nu har en kvalitet, der er tilfredsstillende til drikkevand. Foto © : KNR/Anton Gundersen Lihn
13. november 2019 08:57

Den østlige del af Uummannaq kan nu igen tappe et glas rent vand fra hanen.

Sagen kort:


- 19. september: Borgerne i Uummannaq fik at vide, at vandet i vandhanen var forurenet med transformerolie. Det var sket 11. september, hvor en medarbejder i Nukissiorfiit havde taget fejl af en flaske med klor og en flaske med transformerolie.
 

- På det tidspunkt begyndte borgerne af fatte mistanke, fordi vandet lugtede af olie. 
 

- Medarbejderne har maske på, når de hælder klor i vandet. Derfor kunne medarbejderen ikke lugte olien, da den blev hældt i, oplyste Nukissiofiit. Både olien og klor har samme gennemsigtige farve.
 

- Byens to fiskefabrikker, skolen og børnehaven var lukket i noge dage.

 

- Rent drikkevand bliver stadig sejlet ind i byen og stillet på vandposter, så folk selv må hente. Isskosser fra havnen bliver også delt ud.

Nukissiorfiit og Departementet for Natur og Miljø har tirsdag meddelt, at vandet i vandhanerne nu har en kvalitet, der er tilfredsstillende til drikkevand.

Vurderingen er sket i samarbejde med landslægen.

LÆS OGSÅ Endelig: Borgere i en del af Uummannaq kan drikke vand fra hanen igen

Vandet i den vestlige del af byen er dog stadig ikke godkendt til at blive brugt til drikkevand. Her må vandet kun bruges til hygiejne, rengøring, opvask og tøjvask.

Kortet herunder viser det grønne område af byen, der nu dækker centrum og den østlige del, hvor vandet nu igen er godkendt som drikkevand. Det gule område er det område, der endnu ikke er godkendt som drikkevand.

Nukissiorfiit arbejder fortsat på at få de sidste områder frigivet til drikkevand.

 

Foto © : Nukissiorfiit
I det grønne område er vandet i vandhanerne godkendt som drikkevand. Billede: Nukissiorfiit

 

Det er nu knap otte uger siden borgerne i Uummannaq fik at vide, at vandet i vandhanen var forurenet med transformerolie.

Siden da har borgerne ikke kunnet drikke vandet i vandhanerne, men været nødt til at hente vand i tanke, der er blevet fragtet til byen.