Ukrainere i Nuuk får en pause fra krigens mareridt: Derhjemme ringer varselssirenerne hele tiden

Ukrainske Valentina Luhova og Valeriia Shyliak får fred til at gøre deres studier færdige på Ilisimatusarfik.
Valentina Luhova (tv) og Valeriia Shyliaks (th) kan tydeligt mærke krigen i deres hjemby Poltava, der har været uden strøm i store dele af vinteren. Foto © : Teitur Larsen/KNR
Skrevet af Teitur Larsen
23. april 2023 10:30

Langt væk fra faldende bomber, ruiner og varslingssirener har 20-årige Valentina Luhova og 21-årige Valeriia Shyliak fred til at fokusere på deres økonomistudier på Ilisimatusarfik i Nuuk.

- Det er roligt i vores hjemby lige nu, men der ringer ofte varslingssirener i det område, vi bor i, siger Valeriia Shyliak.

Begge kvinder er tilknyttet National University Yuri Kondratyuk Poltava Polytechnic, der ligger i byen Poltava kun 150 kilometer fra Kharkiv, der har været under massive angreb i løbet af krigen i Ukraine.

I løbet af vinteren har Poltava blandt andet været uden strøm. Selvom byen ikke er under missile angreb, så er hverdagen stærkt præget af krigen.

- Mange af vores venner er flygtet fra vores hjemby, men flere af mændene skal blive for at beskytte vores land, siger Valentina Luhova.

Årsagen til, at kvinderne er i Nuuk, er, at Ilisimatusarfik har lavet en samarbejdsaftale med universitetet i Poltava. Penge fra et program, der hedder Erasmus+, finansierer de studerendes ophold. Derudover har Ilisimatusarfik modtaget en gæsteunderviser, der skal hjælpe til i undervisningen på erhvervsøkonomi.

- Før kunne vi bare tage på arbejde, besøge vores venner og tage hjem på ferie, men nu er det ikke særlig nemt. Vores hverdag er fyldt med stress på grund af krigen, siger Valeriia Shyliak.

En normal hverdag

Samarbejdsaftalen mellem Ilisimatusarfik og universitetet i Poltava er en del af Ilisimatusarfiks offentlige fordømmelse af Ruslands invasion af Ukraine.

I en pressemeddelelse skriver Ilisimatusarfik:

- Det er ikke meget, vi som uddannelsesinstitution kan tilbyde folk, hvis dagligdag i mange måneder har båret præg af krigens rædsler. Dog kan vi tilbyde en lille periode væk fra mareridtet i Ukraine. Et mareridt, som ingen af os nok virkelig kan forstå ud fra et menneskeligt perspektiv.

Hvad er Erasmus+?

  • Erasmus+ er EU’s program til støtte for uddannelse, unge og sport.
  • I dag har programmet et budget på 26,2 milliarder euro.
  • Programmet understøtter prioriteter og aktiviteter fastsat i det europæiske uddannelsesområde.
  • Programmets målsætninger går blandt andet ud på, at støtte europæiske sociale rettigheder.
  • Resultaterne af Erasmus+ evalueres desuden i rapporter og statistiksamlinger.

Kilde: europa.eu

Krigen sætter sine tydelige spor i økonomien i hele verden, hvor også borgere herhjemme skal finde ekstra penge i dagligdagsbudgettet for at have råd til kost. Den høje inflation gælder også Ukraine, der desuden er stærkt præget af ressourcemangel, da det er svært at få leveret varer til Ukraine.

- Krigen har påvirket os på flere punkter. Folk ved ikke, hvor de skal tage hen, så de flygter i sikkerhedsrum. Helt økonomisk er der sket en rigtig høj inflation, der gør det svært for os at leve, siger Valentina Luhova.

Derfor er det en lille befrielse for de to kvinder at komme væk fra hjemlandet i en stund og opleve en anden del af verden, der ikke er lige så påvirket af krigen.

- Vi er faktisk rigtig glade for at komme hertil, fordi det er en helt ny oplevelse for os. I har en meget smuk natur med bjerge her i Grønland, som vi er rigtig glade for at opleve. Naturen er meget anderledes. Lige nu er der varmt i Ukraine, men der er rigtig koldt her, siger Valeriia Shyliak med et smil og fortsætter:

- I Grønland kender folk til Ukraine, men vi lærer ikke særlig meget om Grønland, så det er en meget stor mulighed for os at komme hertil og få ny viden.

Håb for fremtiden

Valentina Luhova og Valeriia Shyliak er tilknyttet Ilisimatusarfik indtil august, men de er nødt til at rejse tilbage til Ukraine i juni for at tage deres eksaminer til deres masteruddannelse.

Selvom Ukraine er stærkt præget af krig, død og ødelæggelser, så understreger de to studerende, at Ukraine er deres hjemland, og at det er der, de gerne vil leve deres liv.

- Jeg vil gerne blive i Ukraine og finde et job, så jeg kan leve sammen med min familie, siger Valentina Luhova.

Valentina Luhova (th) og Valeriia Shyliak (tv) deltager i kurserne Economic Delevopment in the Arctic, Ecomonic I og Advanced Political science. Foto © : Teitur Larsen/KNR

Hun håber på at kunne bruge sin økonomiuddannelse indenfor forretningsbranchen. Det samme gør Valeriia Shyliak:

- Jeg håber på at få et job i en bank, siger hun.

Til spørgsmålet om, hvad deres håb for fremtiden er, siger de begge i kor:

- Vi håber på Ukraines sejr i krigen.