Derfor skal hashdømte ikke i anstalt

Landsretten giver nu indsigt i den usædvanlige afgørelse, hvor man forleden omstødte anstaltsdomme til samfundstjeneste for tre unge mænd fra Ilulissat, som havde indsmuglet store mængder hash samt dopingmidler til landet.
Skrevet af Oline I. Olsen
21. marts 2012 11:14

Dommen vakte undren hos anklagemyndigheden, der ønskede en strengere foranstaltning, da vi - med chefanklager Helle Olesens ord - som samfund har en klar interesse i at forhindre hashsmugling. Men de dømte har været mere eller mindre amatører, lyder det nu blandt andet i rettens begrundelse.

Grønlands Landret har nu frigivet domsudskrifterne i den opsigtsvækkende hash- og dopingsag fra Ilulissat, og dermed landsrettens begrundelser for ændringen af kredsrettens dom om anstaltsanbringelse til samfundstjeneste.
 

De tre unge mænd på 26 år blev i december sidste år dømt af kredsretten til anbringelse i anstalten i 2 gange 14 måneder og 12 måneder for at have indsmuglet godt et kilo hash og en større mængde dopingmidler, samt forsøg på indkøb af yderligere to kilo hash i Danmark.

Ud fra mængden vil foranstaltningen som udgangspunkt være over 1 års anbringelse i anstalt, men her ændrede Landsretten altså kredsrettens dom til det maksimale antal timers samfundstjeneste, nemlig 240 timer.

Fordi - lyder det i begrundelsen - de unge mænds overtrædelser har ikke haft et fuldt professionelt præg.

- Tiltalte ved ikke hvorfor han er begyndt at indføre hash, men mener, det skyldes, at han ikke har haft uddannelse, han kan bruge, gengives en af mændenes forklaring i retten.

Alle tre dømte forklarer under ankesagen, at de ikke har røget hash, siden de kom i anstalten. Her oplever en af mændene, at indsatte i anstalten køber hash, når de får lommepenge, men personalet virker ligeglade, fortæller han.

Yderligere kan man læse, at en af de tre tiltalte ønsker behandling imod hashmisbrug, mens den anden har fundet ud af, hvor skadeligt hash kan være, og den tredje efter at have siddet inde med grove kriminelle i anstalten nu overvejer et liv uden kriminalitet.

Og alt i alt valgte Landsretten altså på den baggrund at lade mændene slippe for at vende tilbage til anstalten. Inden for to år skal de tre dømte nu afsone de maksimale 240 timers ulønnet samfundstjeneste på et af de 29 steder i hele landet, som ifølge Kriminalforsorgen har erklæret sig villig til at tage imod dømte.

Samfundstjenesten skal udføres inden for de næste to år og i samme periode, skal de tre unge mænd være under kriminalforsorgens tilsyn. Desuden indgår afvænningsbehandling mod narkotika eller andre stoffer i dommen.

Landsdommer Søren Søndergaard Hansen siger, at han af princip ikke yderligere vil uddybe rettens afgørelse, der altså fremgår af den netop frigivede 80 sider lange domsudskrift.