Derfor får vi sukkersyge

Ny forskning har fundet frem til en genetisk variant, der gør grønlændere mere udsatte for sukkersyge.
19. juni 2014 05:28

Det er har længe været kendt, at en livsstil med overvægt, usund kost og for lidt motion kan være årsagen til, at man udvikler den såkaldte type 2 diabetes. Men nu viser ny forskning, at nogle mennesker har en større medfødt risiko end andre.

Forskere fra Københavns Universitet og Stenbo Diabetes Center har fundet en genetisk variant i Grønlands befolkning, som øger risikoen for at udvikle type 2-diabetes markant. Det fremgår af en netop offentliggjort rapport fra Befolkningsundersøgelserne i Grønland, foretaget af Center for Sundhedsforskning i Grønland og Ilisimatusarfik.

Genet TBC1D4, som har betydning for muskelcellers evne til at optage sukker, er hidtil kun fundet hos grønlændere. Dette gen gør, at personer efter indtag af mad optager mindre sukker i muskulaturen og dermed får højere niveau af sukker i blodet. Genet disponerer på den måde en udvikling af type 2-diabetes, og det kan forklare omkring 15 procent af vores sukkersygetilfælde.