Der er krisestemning i den grønlandske turistbranche

Ligesom i resten af verden, mærkes finanskrisen på turistbranchen, og nu indkalder Grønlands Turist- og Erhvervsråd branchen til et dialogmøde, hvor det skal diskuteres, hvad man kan gøre for at modvirke nedgangen af turister til Grønland foranlediget af finanskrisen. Det besluttede GTE igår på deres bestyrelsesmøde.
Skrevet af Karsten Sommer
18. august 2009 12:32

- Vi kan se, at en dårlig sæson i 2009 sandsynligvis vil blive fulgt af en endnu værre sæson i 2010. Derfor er der behov for, at vi hurtigst muligt får etableret et forebyggende beredskab for turistbranchen, udtaler bestyrelsesformand Bjarne Eklund.

Selskabet har tidligere oplyst, at turistbranchen selv forventer en nedgang i 2009 på ca. 12 procent sammenlignet med året før, hvilket svarer til ca. 7.000 turister årligt.

- Der er allerede sat flere initiativer i gang for at stimulere salget. Men der er behov for nu og her at tænke nyt og anderledes sammen med branchen, udtaler administrende direktør, Thomas Rosenkrands.

GTE vil indkalde til dette ekstraordinære møde i nær fremtid.