Der er fisk nok til alle

Et hån at lukke Upernavik Seafood, mener bestyrelsesmedlem Jens Immanuelsen fra Halibut Greenland.
08. juli 2009 15:26

- Der er fisk nok til alle, og det er at håne fiskerne, når Upernavik Seafood har lukket sin fabrik på grund Halibut Greenlands indhandlingsskib. Sådan siger bestyrelsesmedlem i Halibut Greenland, Jens Immanuelsen. Han tager skarpt afstand fra gårsdagens udtalelser fra Upernavik Seafoods formand, Lars-Emil Johansen.

- Alle Lars-Emil Johansens påstande er forkerte, siger en tydeligt irriteret Jens Immanuelsen.

- For det første ejes Halibut Greenland A/S af 34 grønlandske fiskere, som har indchartret indhandlingsskibet for at indhandle 1000 tons hellefisk, en kvote som landsstyret har tildelt og som skal fiskes i løbet af sommeren.

- Det er heller ikke rigtigt, at de fleste af skibets besætningsmedlemmer er russere. Skipperen og fem andre er russere, 18 er grønlændere, og alle 25 er skattepligtige til Qaasuitsup Kommunia, forklarer Jens Immanuelsen.

Han afviser desuden at hellefisken sendes ufrosset ud af landet. Hellefisken produceres ombord på indhandlingsskibet og sågar halen bliver til et produkt.

Indtil slutningen af 2008 var kvoten på 5000 tons. Det blev hævet til 6000 tons i 2009. Derfor er der ingen grund til at Upernavik Seafood holder lukket, mener Jens Immanuelsen.