Departementet vil undgå fremtidig hvalspild

Efter at en stor del af kødet fra 2 grønlandshvaler fik lov at ligge og rådne i april måned, lover Departementet at forbedre fangernes evner.
Skrevet af Jette Andersen
18. maj 2010 10:24

Ifølge AG gik op mod halvdelen af kødet til spilde ved fangsten i april. Det vil Departemente for Fangst nu forhindre sker igen:

- Vores fangere skal lære, hvor grønlandshvalen skal skydes. Hvordan de skal håndtere den, når de bugserer, lander og flænser den, siger Amalie Jessen, direktør i Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.

Hun forklarer, at der er mange ting, fangerne skal være opmærksomme på, inden de skyder en så stor hval. Blandt andet skal man være klar over, om fangststedet er hensigtsmæssigt i forhold til de steder hvor hvalen skal flænses.

Grønland fik i 2007 tildelt en årlig kvote på to grønlandshvaler fra IWC, gældende fra og med 2008. Fangsten kunne dog først påbegyndes i 2009, da den biologiske rådgivning skulle genbekræftes i den Videnskabelige Komité og siden i IWC kommissionen i juni 2008.

Da grønlandshvalen kun befinder sig i grønlandsk farvand i april og maj måned, måtte den ubrugte kvote overføres til 2009. Samlet er der nedlagt 6 dyr siden sidste år.

Grønlandshvalen blev totalfredet i 1938, da størrelsen af bestanden sammenlignet med antallet før den kommercielle hvalfangst anses for at være meget reduceret. Derfor er der meget fokus på hvalfangsten i Grønland.

IWC stiller forskellige krav til fangsten. Blandt andet om aflivning og anvendelse.

- Det vil sige, at vi ikke må eksportere, og der skal være fuld udnyttelse, forklarer Amalie Jessen.

Fangsten af de 2 grønlandshvaler blev overværet af AC-fuldmægtig Nette Levermann fra Departementet for Fangst.