Departementchef afviser kendskab til acontolønudbetalinger

Departementchef Ann Birkekær Kjeldsen afviser nu, at Departementet for Sundhed har kendt til de aconto-lønudbetalinger, der ligger til grund for, at Sundhedsledelsen blev fritaget for tjeneste i sidste måned. Både Lægekredsforeningen og Overlægerådet på Dronning Ingrids Hospital har ellers påstået det modsatte.
11. april 2012 16:44

Men samtidig slår myndighederne efter den seneste tids tavshed altså fast, hvorfor man har truffet den skarpt kritiserede beslutning om at tjenestefritage de tre sundhedschefer.

Departementchef Ann Birkekær Kjeldsen bekræfter nemlig nu, at sagens kerne er, at de nye ledende regionslæger samt en håndfuld overlæger og oversygeplejersker har modtaget aconto-lønudbetalinger, som på tidspunktet endnu ikke var aftalt i de gældende overenskomster.

- Det der står i revisionsrapporten er, at der er foretaget nogle lønudbetalinger, som der ikke er hjemmel til. Og der skal være hjemmel, når man bruger det offentliges penge, siger departementchef Ann Birkekær Kjeldsen.

Men ifølge både formanden for Grønlands Lægekredsforening, Ole Lind, og formand for Overlægerådet på Dronning Ingrids Hospital, Allan Gelvan, var Departementet klar over, at udbetalingerne fandt sted. Den påstand afviser departementchefen.

- Det, du spørger mig om, er, om Departementet har haft kendskab til, at man i Sundhedsvæsnet har sat aconto-lønudbetalingerne i værk. Der kan jeg sige, at det har Departementet ikke haft kendskab til, bedyrer Ann Birkekær Kjeldsen.

Og hun mener, at hendes beslutning om at fritage de tre chefer for tjeneste på baggrund af det, som revisionen er faldet over, er den rette.

- Det er fuldstændig normal procedure i henhold til Selvstyrets interne regler.

Formanden for Grønlands Lægekredsforening, Ole Lind, betegner sagens substans som en banalitet.
Den vurdering vil Ann Birkekær Kjeldsen ikke forholde sig til. Førend juristerne der er sat på sagen kommer med en indstilling til Departementchefen om, hvad der videre bør ske, vil hun ikke ud med, om der er mere i sagen, end hvad der er kommet offentligheden for øre.

- Jeg skal agere i forhold til de pligter, jeg har. Og det kan indebære, at jeg er nødt til at træffe nogle beslutninger. Og jeg vil ikke diskutere de beslutninger lige nu. Men jeg har selvfølgelig nogle begrundelser for det, og dem skal jeg nok komme frem med, når jeg har fået en indstilling til det, lyder det fra Ann Birkekær Kjeldsen.

Det er i dag 17 dage siden, Sundhedsledelsens styrelseschef, cheflæge og chefsygeplejerske blev fritaget for tjeneste. Ann Birkekær Kjeldsen kan endnu ikke sige, hvor der bliver truffet afgørelse i sagen.