Den ukrainske havneby Odessa angribes på ny

Efter nogle ugers pause rammer russiske raketter igen i millionbyen Odessa med dræbte og sårede til følge.
Fodgængere på gaden i byen Odessa den 13. april. Arkivfoto Foto © : Ed Jones/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
23. april 2022 18:28

Mindst fem mennesker er dræbt og 18 såret under russiske raketangreb lørdag mod den ukrainske havneby Odessa.

Det oplyser Andrij Jermak. Han er den ukrainske præsidents stabschef.

Ukraines hær oplyste tidligere, at to raketter havde ramt et militært anlæg og to beboelsesejendomme i Odessa.

Ifølge det russiske forsvarsministerium har dets raketter ødelagt en terminal i Odessa. Her skal et stort antal våben, der er leveret af USA og EU-lande, have været oplagret.

Sidst Odessa ved Sortehavet blev angrebet var i starten af april.

Rusland siger, at det lørdag har dræbt op mod 200 ukrainske soldater. Dertil kommer, at det har ødelagt 30 militære køretøjer.

Flere angreb

Tre personer er dræbt under nye bombardementer af byen Kharkiv i det nordøstlige Ukraine. Det oplyser regionens guvernør.

Tidligere lørdag genoptog den russiske hær angrebet på de sidste forsvarere af byen Mariupol i den østlige del af landet.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har ellers oplyst, at Rusland i realiteten har erobret byen, og at man ikke længere vil angribe det meget store stålværk, Azovstal. Det er her de sidste ukrainske styrker har forskanset sig.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger lørdag aften, at Ukraine vil forlade forhandlinger med Rusland om at afslutte krigen, hvis de ukrainske soldater i Mariupol bliver dræbt. Det skriver AFP.