Den Olympiske flamme på vej til Nordpolen

Den olympiske flamme, der skal bruges ved åbningen af de olympiske vinterlege i den russiske by Sotji til februar næste år, stævnede i går ud fra Murmansk på vej mod Nordpolen.
Skrevet af Karsten Sommer
16. oktober 2013 04:55

Flammen sejler med den største af de russiske atomisbrydere, og ombord er Christian Marcussen fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland - Geus.

- Den olympiske flamme ankom i sin beholder og er nu båret om bord. Det er utrolig højtideligt. Arktis betyder meget for russerne, siger han til Ritzau.

Den olympiske fakkel skal en tur rundt i hele Rusland op til vinter-OL, og nu har den altså kurs mod Nordpolen. Ombord på atomisbryderen er inviteret repræsentanter for Arktisk Råd, og når atomisbryderen når frem til Nordpolen, vil løbere fra forskellige lande tænde fakler og bære dem ud på isen.

- Der er symbolik i, at russerne inviterer medlemmerne af Arktisk Råd med, siger Christian Marcussen, og det bekræfter Sergej Kirienko, der er generaldirektør i det statsselskab, der står for driften af de russiske atomisbrydere.

- Vi er overbevist om, at ekspeditionen vil blive et symbol på enhed mellem medlemmerne af Arktisk Råd og deres fælles mål om at bevare Arktis' unikke natur, siger Kirienko i en pressemeddelelse.

Udover turen til Nordpolen skal den olympiske ild på sin tur rundt i Rusland også sænkes ned på bunden af Baikalsøen og bæres op på tinden af det over 5 kilometer høje Elbrus-bjerg i Kaukasus.