Den norske kendishvalros Freya er blevet aflivet

Der var "ingen dramatik", da hvalrossen Freya søndag morgen blev aflivet af Fiskeridirektoratet, lyder det.
Hvalrossen har igennem flere måneder tiltrukket sig opmærksomhed ved blandt andet at slappe af i fritidsbåde. Foto © : Tor Erik Schrder/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
14. august 2022 18:49

Hvalrossen Freya, der denne sommer har befundet sig i Oslofjorden og vundet mange nordmænds hjerter, er blevet aflivet.

Det oplyser Fiskeridirektoratet i Norge i en pressemeddelelse søndag.

Det var nærgående mennesker, der fik det norske fiskeridirektorat til at overveje at aflive dyret. Frygten har været, at nogen kunne komme til skade, og at hvalrossen ikke har det godt.

Søndag morgen blev Freya så aflivet, oplyser de norske myndigheder.

- Beslutningen blev taget efter en helhedsvurdering, hvor vi kom frem til, at menneskers liv og helbred kunne komme i fare, siger fiskeridirektør Frank Bakke-Jensen.

Hvalrossen Freya har de seneste måneder været i den østlige og vestlige del af Oslofjorden.

Myndighederne har hele tiden anbefalet, at man skal holde sig væk fra hvalrossen for at undgå, at den bliver stresset.

Direktoratet har også overvejet at flytte hvalrossen, men har vurderet, at en flytning ville være for farlig.

Spørgsmålet om aflivning har været diskuteret en hel del i Norge med fortalere på både den ene og den anden side.