Den længe ventede arktiske strategi lander i dag
Grønlands udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi lander endeligt i dag.
Det bekræfter naalakkersuisut over for KNR.
Ifølge Demokraatits Nivi Olsen, der er medlem af Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk udvalg i Inatsisartut, lagde naalakkersuisut og oppositionen sidste hånd på strategien tirsdag.
- Vi er tilfredse med resultatet, og vi er enige om, at det her udspil bliver en god start for Grønlands forsvar og sikkerhed, siger Nivi Olsen til KNR.
Der er endnu ikke meldt noget officielt ud om, hvad den udenrigspolitiske strategi, der også kaldes den arktiske strategi, indeholder.
Men strategien vil blive præsenteret på et pressemøde i dag, onsdag, kl. 11.
- Det er vigtigt, at vi har en stærk stemme, som står sammen om sikkerhed og forsvar. Verden holder øje med os og er interesseret i os på grund af vores geografiske placering, og nu har vi en strategi, vi kan forholde os til. Den skulle være kommet for længst, men i det mindste har vi en strategi, hvor vi står sammen, siger Nivi Olsen.
Desperat brug for en arktisk strategi
Den udenrigspolitiske strategi har været flere år undervejs. Den forrige strategi blev nemlig udarbejdet i 2011 og udløb i 2020.
Grønlands udenrigspolitiske strategi er nødvendig for, at kongeriget Danmark samlet kan skabe en strategi for Arktis.
Og der har gennem årene været utålmodighed fra dansk side om, at strategien snart ser dagens lys.
- Vi har desperat brug for at få en arktisk strategi, som er forhandlet frem i et samarbejde mellem de tre hovedstæder i rigsfællesskabet, sagde den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (Moderaterne) på folketingets talerstol tilbage i marts 2023.
Ifølge Altinget Arktis, der har set et lækket udkast til strategien, er nogle af hovedpunkterne mere samarbejde med Nordamerika og arktiske folk, større fokus på samarbejde med Asien og debat om indførelse af værnepligt eller etablering af civil værnepligt i Grønland.