Den Dominikanske Republik smidt ud

Den Dominikanske Republik får ikke lov at spille kvalifikationskampe til de Panamerikanske Mesterskaber i håndbold.
Skrevet af Martine Lind Krebs
17. februar 2014 09:14

Det skriver Grønlands Håndbold Forbund i en pressemeddelelse.

Det er Det Panamerikanske håndboldforbunds kommission for Sport og Etik, der har suspenderet Den Dominikanske Republik fra alle håndboldaktiviteter frem til 30. juni 2014. Det skyldes problemer med dokumentation af spillernes nationalitet og brug af forskellige pas for spillerne.

Dermed kommer Grønland ikke til at møde Den Dominikanske Republik den 1. marts i Mexico City, som det ellers var meningen. 

Kvalifikationsturneringen til de Panamerikanske mesterskaber finder sted fra den 25. februar til den 1. marts.

Ændringen i spilleplanen betyder indlæggelse af en række hviledage for de resterende hold i turneringen. De grønlandske spillere skal dog ikke glæde sig for tidligt, da de skulle have mødt dominikanerne som det sidste hold, og således ikke får ekstra hviletid til deres kampe.