Den årlige fiskeriaftale med Norge på plads

Som vanligt forhandler Grønland fiskeriaftaler med mange af de lande, der ligger omkring os, sidst var det Norge, der kom på plads. Det er den aftale, der ligger til grund for det grønlandske fiskeri i norske farvande og det norske fiskeri i de grønlandske farvande.
Skrevet af Peter Troelsen
17. december 2013 12:09

Aftalen blev indgået i sidste uge ved forhandlinger i København, hvor embedsmænd fik enderne til at nå sammen, så der kom en aftale på plads. Selv om der i år er lidt færre fisk at gøre godt med, var begge lande tilfredse med aftalen.

På grund af den biologiske rådgivning har der været reduktion på begge sider på de fleste arter. Dog er Grønlands torskefiskeri i norsk farvand bevaret på 3.500 tons og Norge får 200 tons ekstra bundlevende rødfisk og 450 tons ekstra torsk i forhold til 2013. Norges kvote på pelagisk rødfisk er til gengæld skåret ned med 1.050 tons. Grønlands kvote på kuller og sej er sat ned med henholdsvis 150 og 300 tons.