Demonstranter sætter ild til politistation i Minneapolis

Urolighederne fortsætter efter sort mands død i Minneapolis. 500 soldater er indsat for at genskabe roen.
- Vi har fået ubekræftede efterretninger om, at gasrør til politistationen er blevet klippet over, og at andre eksplosive materialer er i bygningen, skriver City of Minneapolis. Foto © : Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
29. maj 2020 09:12

Uroligheder i den amerikanske by Minneapolis efter politivold mod en sort mand fortsætter for tredje dag i træk. Det skriver det amerikanske medie NBC News.

En politistation i byen står sent torsdag lokal tid i brand, og guvernøren for delstaten Minnesota, Tim Walz, har udkommanderet 500 soldater fra Nationalgarden for at få kontrol over situationen i byen.

LÆS OGSÅ Voldelige protester er brudt ud efter sort mands dødsfald

Ifølge NBC News melder politiet dog sent torsdag, at ingen er kommet alvorligt til skade.

Imens opfordrer myndighederne via Twitter-kontoen City of Minneapolis folk til at trække sig tilbage fra politistationen.

- Vi har fået ubekræftede efterretninger om, at gasrør til politistationen er blevet klippet over, og at andre eksplosive materialer er i bygningen. Hvis du er i nærheden, så træk dig venligst tilbage for din egen sikkerheds skyld, hvis bygningen skulle eksplodere, skriver City of Minneapolis.