Demonstranter kræver Mubarak dømt

I Ægypten er titusinder af demonstranter er igen samlet på Tahrir-pladsen i Kairo. Denne gang kræver de, at den tidligere egyptiske leder Hosni Mubarak og folk med tilknytning til det tidligere regime udrenses og dømmes.
08. april 2011 14:46

Demonstranterne, der vifter med flag og bannere, sværger, at de vil presse det militære råd, som styrer landet, at leve op til deres løfte om reformer.

Der har været en række nye demonstrationer, siden Mubarak blev bragt til fald den 11. februar. Men antallet af demonstranter fredag er væsentligt højere end tidligere.

Mubarak er stadig i landet. Han og hans kone Suzanne og deres to børn, Alaa og Gamal, har fået forbud mod at forlade landet, og deres værdier er indefrosset.

Det militære overgangsråd har lovet reformer og demokratiske valg i Egypten, men demonstranterne er skeptiske over for, om topofficererne er oprigtige.