Demokraterne vil vide mere om tips- og lottomidlerne

Nationalteatret blev beskåret med i omegnen af 3 millioner i tilskud som følge af den seneste finanslov. Det har fået både Nationalteatret og dele af kultureliten til at råbe højt og true med et teater, der ikke længere kunne være hele nationens teater.
Skrevet af Peter Troelsen
11. december 2013 11:44

Naalakkersuisoq for kultur Nick Nielsen har været presset, men presset lettede, da han gav Nationalteatret fortrinsret til at få tildelt midler fra tips og lotto. På den måde skulle de tre millioner alligevel komme i kassen hos hele Grønlands teater.

Formanden for Demokraterne Jens B. Frederiksen mener ikke, at det er i orden, at man foretrækker en bestemt institution, når der skal fordeles midler fra tips- og lottomidlerne. Det går jo nødvendigvis ud over andre, der så ikke kan få tilskud, når Nationalteatret har fortrinsret.

I § 37 spørgsmål til Naalakkersuisut vil Frederiksen vide, hvem der i de foregående år har fået tilskud fra midlerne. Dernæst vil Jens B. vide hvilke typer af projekter, man fra Naalakkersuisuts side vil nedprioritere som følge af opprioriteringen af Nationalteatret.

Endeligt ønsker Demokraternes formand svar på, hvordan man fra Nationalteatrets side kan fortsætte turneaktiviteten på kysten, når man ikke kan søge midler til rejser hos Tips- og Lottomidlerne.

-Det siges sig selv, at hvis Nationalteatret skal have 3 millioner fra denne pulje, så er der rigtig mange projekter/foreninger, der kommer til at gå forgæves efter støtte. Demokraterne finder det på den baggrund interessant at få oplyst, hvilke foreninger og/eller projekter der skal nedprioriteres som følge af beslutningen fra Naalakkersuisoq for Kultur, skriver Jens B. Frederiksen i begrundelsen for sine spørgsmål.