Demokraterne uenige i Siumuts sprogforslag

Demokraterne tager kraftigt afstand fra Siumuts forslag om, at der udelukkende skal tales grønlandsk fra talerstolen i Inatsisartut.
09. februar 2010 14:04

At tale grønlandsk fra talerstolen vil udelukke et stort mindretal i samfundet fra at ytre sig i den politiske debat i tinget. Heriblandt 4 nuværende medlemmer af Inatsisartut, lyder det fra partiets politiske ordfører Niels Thomsen.

- At fratage folk, som ikke taler grønlandsk, retten til at deltage i den demokratiske debat strider imod menneskerettighederne, mener Niels Thomsen.

Heller ikke Siumuts oppositionspartner Atassut støtter forslaget:

- Vores medborgere, der arbejder for befolkningen i kraft af at de er folkevalgte, og som ikke behersker det grønlandske sprog, skal selvfølgelig på lige fod med grønlandsktalende folkevalgte have ubegrænset mulighed for at kunne arbejde for den grønlandske befolkning, siger Atassuts formand Gerhardt Petersen.

Demokraternes politiske ordfører undrer sig over, at fagforbundet SIKs formand Jess G. Berthelsen støtter op om Siumuts forslag. Og tvivler på at SIK's medlemmer deler den udmelding. Niels Thomsen opfordrer derfor Jess G. Berthelsen til at koncentrere sig om at føre fagforeningspolitik.

Siumuts forslag går på, at der fra år 2013 udelukkende må tale grønlandsk fra talerstolen i Inatsisartut. Et tiltag, som partiet vil fremsætte som lovforslag på forårssamlingen, og som kom frem forud for et debataften i Sisimiut mandag aften.

Ifølge Siumuts formand mødte over 220 op til debat-arrangementet, der havde grønlandsk som officielt sprog som overskrift.