Demokraterne: Hellere sund økonomi end bredt forlig

Et bredt flertal bag finansloven for 2010 ville være fantastisk - men det er langt vigtigere at få rettet op på Grønlands økonomi, mener Demokraterne.
Skrevet af mlk
09. november 2009 13:40

Demokraternes gruppeformand og finansordfører Niels Thomsen langer i en pressemeddelelse ud efter oppositionspartierne på to fronter. Dels for som medlemmer af det tidligere landsstyre at have ansvaret for Grønlands økonomi ligger i ruiner. Og dels for kun at komme med forslag til yderligere udgifter på finansloven eller betale for disse udgifter ved at gøre Nukissiorfiit til et aktieselskab, lyder kritikken.

På den baggrund mener Demokraterne, "at det er vigtigere at få genoprettet økonomien end at indgå i et bredt forlig med oppositionen", skriver Niels Thomsen. Han håber dog, at oppositionspartierne Siumut og Atassut i sidste ende vil stemme for Naalakkersuisuts forslag til næste års finanslov.

Efter planen skal finansloven 2. behandles onsdag og endeligt vedtages efter 3. behandling den 13. november.