Demokraatit vil tjekke kort arbejdsuge ud i kamp mod sygdom

Anna Wangenheim vil have sine inatsisartut-kolleger til at diskutere, om arbejdsugen skal sættes ned. Sygefraværet er for højt mener demokraten, og naalakkersuisoq er enig.
- Mange erfaringer fra udlandet viser at antallet af sygedage falder, når man mindsker antallet af ugentlige arbejdstimer, siger Anna Wangenheim. Foto © : KNR / Malik Brøns
13. november 2021 11:16

Kan en kortere arbejdsuge give mening på den lange bane?

Det skal Inatsisartut-politikerne diskutere, når de mødes til efterårssamlingen mandag.

Det er Demokraatits Anna Wangenheim, der har taget emnet op. Ifølge hende kan færre arbejdstimer måske resultere i, at folk bliver gladere for at gå på arbejde og har færre sygedage.

For som det er nu, er der alt for meget sygefravær her i landet, vurderer Anna Wangenheim.

- Vi kan se, at der er højere sygefravær i Grønland sammenlignet med Danmark.

- Jeg mener, at det er for højt, og jeg har bragt det op i Inatsisartut, for at vi kan tale om, hvad vi kan gøre ved det, siger hun. 

Flere syge i den grønlandske centraladministration

Tal fra 2018 viser, at det gennemsnitlige sygefravær i centraladministrationen lå på 101,2 timer per fuldtidsstilling.

I Danmark, som Demokraatit sammenligner med, lå det dengang på 91,2 timer. Det, synes Anna Wangenheim, er for meget.

Hun lægger derfor op til at diskutere, hvorvidt der skal kappes tre timer af om ugen, sådan at folk som udgangspunkt kun arbejder 37 timer. Ligesom i Danmark.

LÆS OGSÅ Microsoft-medarbejdere blev mere produktive af kort arbejdsuge

- Mange erfaringer fra udlandet viser at antallet af sygedage falder, når man mindsker antallet af ugentlige arbejdstimer, siger Anna Wangenheim.

- Det viser også, at det medfører øget tilfredshed og større effektivitet på arbejdet. 

Hvor pengene til omlægningen af arbejdsugen skal komme fra, har Anna Wangenheim dog ikke noget bud på. Hun anerkender, at det vil koste "en masse penge", men gevinsterne er omvendt store, påstår hun.

Det er dyrt, når sygefraværet er højt

Og sygefraværet er ikke kun noget, som Demokraatit har bidt mærke i.

I et skrift oplæg til debatten skriver naalakkersuisoq for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, Mimi Karlsen fra IA, at hun også oplever, at sygefravær er et stort problem. 

Hun påpeger også, at tidligere undersøgelser har vist, at højt sygefravær er dyrt for Grønland.

- Dette gælder både økonomisk og ikke mindst fysisk/psykisk for den arbejdsplads, hvor sygefravær rammes, så kollegerne må arbejde ekstra meget, for at kompensere for sygefraværet, skriver naalakkersuisoq.

Hun tilføjer, at det kan have en nedslidende effekt for de ansatte.

Fire arbejdsdage i Island

I Island har man i flere år eksperimenteret med fire dages arbejdsuger. Faktisk har det været så stor en succes, at størstedelen af landets arbejdsstyrke nu arbejder mindre.

Den britiske tænketank Autonomy og Islands forening for bæredygtighed har løbende fulgt med i resultaterne. Det arbejde blev offentliggjort tidligere på året.

LÆS OGSÅ Island har kæmpe succes med fire dages arbejdsuger

Undersøgelsen viste, at produkltiviteten forblev den samme på langt størstedelen af de arbejdspladser, der tog del i forsøget, mens den nogle steder endda steg.

Det er ikke første gang, at en kortere arbejdsuge er til debat her i landet. For eksempel gik Siumut til valg på, at en arbejdsuge skal lægge på 37,5 timer.