Demokraatit om valg: Vi er ikke nervøse på trods af dårlig meningsmåling

På trods af at meningsmåling viser stor vælgerflugt fra Demokraatit, er partiet klar til at tage ansvar – også når det er svært, siger Jens-Frederik Nielsen.
Ifølge en meningsmåling fra Ilisimatusarfik i februar vil Demokraatit blot få 11,3 procent af stemmerne til Inatsisartutvalget. Foto © : Malik Brøns / KNR
Skrevet af Malik Brøns
08. marts 2021 14:46

Demokraatit har præsenteret valgprogram til både kommunalvalget og valget til Inatsisartut.

Ifølge en meningsmåling fra Ilisimatusarfik i februar vil Demokraatit blot få 11,3 procent af stemmerne til Inatsisartutvalget.

Ved valget i 2018 fik partiet 19,5 procent af stemmerne.

Hvis meningsmålingen står til troende, vil det give partiet tre pladser i Inatsisartut imod de seks pladser, som Demokraatit har siddet på i den seneste valgperiode.

LÆS OGSÅ Nunatta Qitornai går til valg med en selvstændighedsplan

Men partiets formand er sikker på at få et godt valg alligevel.

- Vi er slet ikke nervøse, selv om vi har mistet to store profiler i partiet (Randi Vestergaard Evaldsen og Niels Thomsen, red.). Vi har et stærkt hold og vi vil kæmpe for vores synspunkter i den kommende valgperiode, siger partiets formand, Jens-Frederik Nielsen.

Her vil det social liberale parti nemlig fortsætte deres blå stil i politikken.

- Demokraatits vigtigste opgave som parti er at sikre et så liberalt Grønland som muligt, siger Jens-Frederik Nielsen.

Folk skal arbejde istedet for at blive hjemme

Kort sagt vil partiet have, at det skal være nemmere og billigere at leve, bo og drive virksomhed her i landet.

Mere konkret så vil partiet have skatten sænket, eller beskæftigelsesfradraget forhøjet. Eller begge dele.

Beskæftigelsesfradraget er noget, Demokraatit har arbejdet for i de sidste tre år.

Fradraget skal være et incitament for folk til at arbejde, og det skal give en skattefri gevinst på op til 4.100 kroner ekstra om året. Demokraatit vil gerne have det beløb højere op.

 

 

- Det skal være endnu mere tiltrækkende at få sig et arbejde end at blive hjemme, siger Jens-Frederik Nielsen.

Demokraatit har også været med til at sænke selskabsskatten fra 30 til 25 procent. Den skat skal ned til 20 procent, hvis det står til Demokraatit.

Snus fremfor cigaretter

På sundhedsområdet vil Demokraatit øge fokus på sport og forebyggelse. Partiet vil forsøge at samle alt, hvad der har med forebyggelse og idræt at gøre i et departement. Og så skal der være ”sundere” alternativer til cigaretter. 

- Snus er ikke godt for helbredet, men er langt bedre end cigaretter og andre røgprodukter. Afgiften på alternativer til cigaretter som eksempelvis snus bør derfor sænkes, siger partiet.

LÆS OGSÅ Kærlighed, kildevand og kommunalvalg

Der skal også findes alternativer til psykologer. Det kan for eksempel være såkaldte familiecoaches, siger Demokraatit.

Partiet vil gerne oprette en landsdækkende korps af familiecoaches, altså en familiecoach i hver by og bygd, som skal forhindre forældre i alt blive skilt.

 

Foto © : KNR / Malik Brøns

 

- En familiecoach skal være let tilgængelig for familierne, og hovedformålet skal være at rådgive og coache familierne gennem deres udfordringer, så vi kan bygge vores samfund på stærke familier og et stærkt sammenhold, siger Nivi Olsen.

Demokraatit har indtil videre 17 kandidater til Inatsisartut-valget, og Nivi Olsen forklarer, at de snakker med flere mulige kandidater til valget.

Til kommunalvalget har partiet kandidater til fire kommuner. I Kommune Kujalleq er der ingen, der stiller op for Demokraatit.

- Vi har en lokalafdeling i Sydgrønland, men der er ingen som har meldt som kandidat, siger Jens-Frederik Nielsen.