Mand savnet: Deltog på festival i Upernavik
Fredag deltog en 25-årig mand i en festival i Upernavik. Her blev han set forlade festlighederne, men siden er der tvivl om, hvor han har opholdt sig.
Derfor beder Grønlands Politi om oplysninger, som kan lede dem på sporet af den savnede mand.
Politiet har en formodning om, at han er set ved middagstid 31. august. De ved også, at hans telefon er blevet brugt lørdag morgen klokken 04.21. På trods af en omfattende efterforskning er han stadig ikke fundet.
- Vi har afsøgt stort set hele Upernavik ø og efterforsket meget i sagen i går, men det har ikke ført til et gennembrud, siger vagtchef ved Grønlands Politi Jeppe Andsager.
Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på 701448.
Kvinde eftersøgt på Lille Malene
Søndag eftermiddag måtte politi og brand i Nuuk rykke ud til Lille Malene (Quassussuaq), efter de modtog et opkald fra en familie, som udtrykte bekymring for en person, som opholdt sig på fjeldet.
Personen blev fundet i god behold.
I den forbindelse vil politiet gerne sende en tak til alle de borgere, som velvilligt bidrog til eftersøgningen.
- Vi mødte mange borgere, som var ude og nyde det gode vejr på Lille Malene, og som velvilligt hjalp os med at lede efter den savnede person. Det vil vi gerne takke dem for. De skal vide, at den efterlyste person er fundet i god behold, siger Jeppe Andsager.
Bilbrand spredte sig til Nationalteatret
En travl weekend sluttede af med en brand på Industrivej i Nuuk.
Her gik der ild i tre biler. Branden spredte sig efterfølgende til bygningen, der indtil for nyligt husede Nationalteatret.
Ingen kom til skade i forbindelse med branden, men flere var efterfølgende til kontrol for røgforgiftning på sygehuset.
Politiet kan stadig ikke sige, hvordan branden er opstået.
- Vi kan ikke afvise, at branden er påsat. Det er noget, vi forsat efterforsker, siger vagtchefen.
Derfor efterlyser Grønlands Politi vidner, som har oplysninger i sagen eller har opholdt sig på Industrivej omkring klokken 18.00, hvor branden opstod.