Stormskade: Dele af taget på Royal Greenlands kontor er fløjet af

Stormen har raseret taget på Royal Greenlands hovedkontor i Nuuk, som er delvist beskadiget og flere andre tage også.
Taget på Royal Greenland i Nuuk og tage flere andre steder er bukket under for stormen, der tirsdag aften rasede. Foto © : KNR / Malik Brøns
22. januar 2025 09:22

Den kraftige storm, som i går og i nat har hærget omkring Nuuk og Aasiaat, har blandt andet medført mindre skader på Royal Greenlands hovedkontor på havnen i Nuuk.

Her er taget delvist blæst af. Det oplyste politiet sent i aftes.

- Der flyver genstande i luften, hvorfor det kan være forbundet med stor fare at være tilstede i området. Såfremt du opholder dig i et skib eller lignende i området - så bliv inden døre. Politi og brandmyndighederne er på stedet og afspærrer, skrev politiet på Facebook.

Da politiet kom til området, vurderede de hurtigt, at der ikke var fare for, at nogen kom til skade. Derfor forlod de stedet halvanden time efter, de kom til området.

Det oplyser vagthavende, Jeppe Andsager, her til morgen.

Han siger dog, at der er meldinger om, at noget af tagmaterialet godt kan have ramt nogle af de både, der ligger i havnen.

- Så vi opfordrer borgerne, som har både liggende dernede til, at de besigtiger deres både, siger Jeppe Andsager.

Royal Greenland oplyser til KNR, at der er styr på situationen. 

- Der er tale om nogle få plader og lister, og der er ingen dramatik eller personskader. Hverdagen fortsætter som normalt ved Royal Greenland, siger Merete Lindstrøm, kommunikationschef ved Royal Greenland.

Flere tage er taget af stormen

Udover taget på Royal Greenland i Nuuk er taget på en vandtank i Kapisillit blæst af, og nogle både inde i bygden er kæntret. Men hvor mange kan vagtchefen ikke sige med sikkerhed onsdag morgen.

- Det skal vi have undersøgt i løbet af formiddagen, når det bliver lyst. Men der er ingen personskader og umiddelbart ingen, der har været i fare, siger Jeppe Andsager.

Også i Qasigiannguit er et tag blevet taget af stormen, men heller ikke her er der meldinger om personskader, fortæller vagtchefen.