I Maniitsoq blev det første seminar om Den gode Børnehave afholdt i går. Formålet med seminarerne er at forældre, professionelle, politikere og andre interesserede skal debattere og finde ideer til udviklingen af den gode daginstitution.
Rektor Nuka Kleemann fra Socialpædagogisk Seminarium i Ilulissat fortæller, at de 35 deltagere i Maniitsoq bl.a. opfordrede til at de nuværende bygninger til børnehaver forbedres, og at pædagogikken skal tage udgangspunkt i den grønlandske kulturs værdier.
Der blev også udtrykt ønske om at børnehavernes bestyrelser bestod af folk med en vis professionel viden indenfor pædagogik, samtidig med at det var vigtigt at involvere forældrene mere i deres børns børnehave, fortæller Nuka Kleemann.
Derfor vil der i det kommende år blive afholdt en række seminarer forskellige steder på kysten, hvor interesserede kan give deres meninger og ideer til kende, til gavn for det arbejde der bl.a. skal resultere i ny lovgivning på området. Næste seminar om den gode børnehave afholdes i Sisimiut til februar, og seminarerne vil være færdigafholdt i løbet af 2007.