Naalakkersuisoq for uddannelse: De yngste elever skal have færre fag

Elever i folkeskolen skal blive bedre til at læse og tale grønlandsk. Derfor skal der bruges mere tid på at udvikle disse færdigheder, derfor skal de yngste elever undervises i færre fag, mener Nivi Olsen, der er naalakkersuisoq for blandt andet uddannelse og kultur.
-Vores første mål med folkeskolen er, at første, anden og tredje klasserne skal have færre af de mange fag, der er nu, siger Nivi Olsen. Foto © : KNR
Skrevet af Miki Fleischer
14. juli 2025 16:56

I dag bliver de yngste elever undervist i 13 fag.

Det er alt for mange, og det går ud over elevernes sprogfærdigheder, mener naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, idræt og kirke, Nivi Olsen.

– Vi er svage, når det gælder det grønlandske sprog i folkeskolen, siger Nivi Olsen.

Men for at styrke undervisningen i det grønlandske sprog mener Nivi Olsen, at det er nødvendigt at reducere antallet af fag betydeligt for de mindste elever.

– Vores ønske er, at vi styrker elevernes evne til at læse og skrive på vores sprog. Det er for at skabe et bedre fundament for deres videre læring i andre fag, kompetencer, læsefærdighed og evnen til at tale det grønlandske sprog, siger hun.

Lette presset for folkskolelærerne

Men ændringen er også af hensyn til lærerne, for de mangler kollegaer.

– Lærermanglen er et stort problem, derfor ønsker vi at anvende vores ressourcer klogt. Ved at reducere antallet af fag i de første tre skoleår, får lærerne flere kræfter.

Nivi Olsen mener, at hvis eleverne skal lære færre fag, så vil lærerne lettere kunne sikre, at eleverne tilegner sig indholdet ordentligt og får bedre færdigheder i de enkelte fag.

– Jeg synes, at lærerne mangler energi, og det er også forståeligt. Når det hele fyldes op, allerede fra første dag og første uge, med mange børn og trætte lærere, så må vi gribe ind og stoppe det pres, siger hun.

Et større samarbejde kræves

Men hvis skolens prioriteringer skal ændres på denne måde, så må andre relevante aktører også inddrages.

For at gennemføre en nedskæring i fagene for de yngste skolebørn, planlægger Nivi Olsen at indgå et særligt samarbejde med folkeskolelærernes fagforening, IMAK, Uddannelsesstyrelsen samt kommunerne.

– Vi vil i dialog med kommunerne, så ændringerne sker hurtigst muligt. For eksempel ønsker vi, at der bliver klare prioriteringer om, hvilke fag er nødvendige i de første tre skoleår, siger Nivi Olsen.

Ifølge folkeskoleloven fra 2012 skal elever i de yngste klasser undervises i grønlandsk og dansk, samfundsfag, historie, kristendomskundskab og filosofi.

Desuden skal børnenes færdigheder i fremmedsprog, som f.eks. engelsk, udvikles.

Der skal også undervises i matematik og naturfag. Den personlige udvikling skal også inddrages.

Endvidere skal børnene beskæftige sig med de kreative fag. Det omfatter kunst, idræt og tværfaglig undervisning i musik, håndarbejde og design.

Hvilke fag, der skal slettes fra skemaet, er ikke besluttet endnu.