De små arktiske lufthavne vil med

Bombetrusler mod flyvemaskiner får gang i sikkerhedsdebatten. Strengere regler indføres i de større lufthavne, men de små lufthavne i Arktis vil ikke glemmes.
28. november 2010 12:40

Skal de små arktiske lufthavne have samme sikkerhedsudstyr som for eksempel Kastrup? Den debat er lige nu i gang i Canada.

Der har været meget bekymring, ja næsten hysteri, i den nordamerikanske presse igennem de sidste uger efter at der blev fundet bomber i fragt ombord på to flyvemaskiner på vej til USA. Sikkerhedsforanstaltningerne er blevet endnu strengere i de fleste lufthavne, dog med undtagelse af de små arktiske lufthavne.

Og det har nu fort til en debat i nogle af Canadas aviser. Sikkerhedseksperten, Robert Huebert, udtaler til avisen Calgary Herald at de små arktiske lufthavne er et blødt punkt indenfor luftfarten. Et svagt led hvor det vil være muligt for terrorister at komme ombord i flyvemaskiner eller sende bomber i fragten. Han mener at alle de små lufthavne, også I Arktis, nu skal have helt samme sikkerhedsforanstaltninger som de store.

Men andre mener, at dette ikke er realistisk. Journalisten, Mike Bryant, fra Yellowknife, skriver at sådanne sikkerhedsforanstaltninger ikke er nødvendige, fordi i en lille bygd kender alle hinanden, og man vil lægge mærke til det hvis en ukendt person lige pludseligt dukker op. Desuden vil denne person ikke kunne komme videre og deres bagage er allerede undersøgt i andre lufthavne. Der er faktisk ikke så meget at lave for en terrorist i en lille arktisk bygd.

Men debatten forsætter dog i aviserne, og kan på sigt også blive aktuel i andre arktiske lufthavne som for eksempel i Grønland. Skal små lufthavne sikres på samme måde som de store?