De skal sidde i transportkommissionen

En række tunge drenge skal forsøge at løse opgaven om fremtidens transportløsninger.
04. november 2009 05:16

Nu er der kommet navne på medlemmerne i den transportkommission, som Naalakkersuisut har ønsket nedsat for at få fastlagt en langsigtet transportpolitik for Grønland. Og det er en række tunge drenge, der skal forsøge at løse opgaven om fremtidens transportløsninger.

Først og fremmest professor Christen Sørensen, der tidligere var formand for det rådgivende udvalg for Grønland. Christen Sørensen bliver nu formand for transportkommissionen.

Også direktør Vagn Andersen har stor erfaring, blandt andet fra turisme og luftfart. Og endelig får Inuplans direktør, Kristian Lennert, ingeniør Nick Nielsen og souchef i Kanukoka, Karl Davidsen, sæde i den 5 mand store kommission.

- Tiden er nu inde til at hele transportområdet får et reality-tjek, og at Grønland får nogle klare målsætninger på området, siger medlem af Naalakkersuisut for infrastruktur og trafik Jens B. Frederiksen.

Transportkommissionen skal allerede til sommer 2010 færdiggøre sit arbejde.

- Så der ligger et hårdt, men nødvendigt arbejde forude, for Transportkommissionens arbejde er helt afgørende for, hvordan vi kan få skabt reelt indhold i indførelsen af Selvstyret, mener Jens B. Frederiksen.