De sagde også orm og spytte for 15.000 år siden

Sprogforskere har fundet beviser på, at der har været et ursprog i Europa og Asien, som i dag stadig lever i blandt andet de inuitiske sprog.
Skrevet af Martine Lind Krebs
27. maj 2013 07:18

Du der, hør lige her! Giv denne ild til den gamle mand. Træk den sorte orm ud af barken og giv den til moren. Og ikke noget med at spytte i asken.

Det lyder umiddelbart som noget utroligt mærkeligt noget at sige, men der er en god chance for, at hvis man rejste 15.000 år tilbage i tiden og sagde sådan til en jæger-samler i Asien, så ville han måske kunne forstå.

Sprogforskere har nemlig fundet 23 ord, som har overlevet 150 århundreder. Blandt dem er ordene: ‘mor’, ‘ikke’, ‘hvad’, ‘at høre’, ‘mand’ og måske mere overraskende: ‘at flyde’, ‘aske’, ‘spytte’ og ‘orm’.

Det er en forskergruppe ledet af Mark Pagel fra University of Reading i England, der står bag de opsigtsvækkende forskningsresultater, som netop er offentliggjort af National Academy of Sciences. Forskerne har sammenlignet ord fra syv sprogfamilier, heriblandt Alaska-inuitternes yupik og sibiriske chukchi-kamchatkanske sprog, for at finde ord, der går igen.

Normalt regner med med, at ord højst kan blive 8-9.000 år gamle, før de forsvinder. Opdagelsen af de 23 ældgamle ord peger på, at der fandtes et ursprog, som 700 sprog i Aien og Europa. Det sprog er stamfader til de omkring 700 sprog, som i dag tales af omkring halvdelen af verdens befolkning.

Forskerne har også kigget på årsagerne til, hvorfro netop disse ord har overlevet så længe.

- Jeg blev virkelig glad for at se ordet ‘at give’ på listen. Menneskets samfund er karakteriseret af samarbejde og reciprocitet, som man ikke finder tilsvarende hos dyr. Normalt ændrer verber sig hurtigt, men det er ikke sket for ‘at give’, siger Mark Pagel til Washington Post.

Også ‘bark’ har forskernes en forklaring på, det det gennem tiden har været et vigtigt materiale i kurve, reb, brændsel, isolering og medicin. Derimod er det lidt sværere at forklare spytte, men nogle ord overlever måske fordi de lyder som det, de beskriver. Det der i fagsprog kaldes et onomatopoietikon.