Frankrig: De 'Gule Veste' er næsten halveret

De 'Gule Veste' demonstranter var kun halvt så mange til dagens demonstrationer. det tyder på, at den franske regerings tiltag har virket.
Foto © : Arjan Eising/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
15. december 2018 17:06

Nye "Gule Veste" demonstrationer blev tidligt lørdag indledt på Champs-Élysées i Paris. Det er femte weekend i træk, at der finder protestaktioner sted mod præsident Emmanuel Macron og hans regering.

Og antallet af demonstranter på gaden i Paris var næsten halveret i forhold til sidste weekend.

Omkring 33.500 personer forventes således at have deltaget lørdag. Det oplyser det franske indenrigsministerium. Sidste weekend lød antallet på omkring 77.000 demonstranter på det tilsvarende tidspunkt.

LÆS OGSÅ Frankrigemi eqqissiviilliortoqarmat 400-it ikiligaapput

Præsidenten og hans ministre har appelleret til demonstranterne om, at de indstiller deres aktioner og giver regeringen arbejdsro.

- Jeg mener ikke, at vores demokrati kan acceptere det. Vores land behøver ro. Det behøver orden. Der er behov for, at det igen kommer til at fungere normalt, sagde Macron fredag.

Han henviste til, at der i denne uge er blevet bebudet en række lettelser på skatter og afgifter og en forhøjelse af mindstelønnen. Det er for at imødekomme nogle af de mange krav, der kommer fra demonstranterne.

Og taget antallet af demonstranter i betragtning har det altså hjulpet.

Bevægelsen "De Gule Veste" har ingen decideret leder og intet partiprogram, hvilket der gør det svært for regeringen at forhandle med dem.

Indtil videre står det klart, at et flertal i befolkningen sluttede op bag protesterne i begyndelsen. Men to meningsmålinger viste tirsdag, at opbakning til demonstrationerne kun var fifty-fifty efter indrømmelserne fra Macron.